Smile Mr. President: Thorning-selfie slået af historisk håndtryk

Skrevet af admin

11/12/2013

Mest læste i dag

Et billede af Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der tager et såkaldt selfie-foto af sig selv siddende mellem USA's præsident, Barack Obama, og den britiske premierminister, David Cameron, er på forsiden af flere britiske aviser onsdag.

Aviserne harcelerer over billedet og mener, at det var upassende ved lejligheden.

Billedet blev taget ved tirsdagens mindehøjtidelighed til ære for afdøde Nelson Mandela på et stadion i Soweto, hvor en lang række nuværende såvel som tidligere stats- og regeringschefer deltog.

Men selv om Thornings selvportræt er i top tre over de mest downloadede billeder ved begivenheden, bliver hun dog overgået af to fotos af det historiske håndtryk mellem Barack Obama og Cubas præsident Raúl Castro.

Det oplyser det franske nyheds- og billedbureau AFP til Ritzau.

Fotobureauet havde tirsdag store problemer med at identificere kvinden, der sad til højre for Barack Obama, og i to timer blev Helle Thorning-Schmidt fejlagtigt præsenteret som "en uidentificeret embedsmand".

Det er imidlertid faldet mange britiske medier for brystet, at den danske statsminister kunne finde på at tage en selfie med Obama og Cameron til Nelson Mandelas mindehøjtidelighed.

- No selfie respect, skriver The Sun med store bogstaver på sin forside.

Daily Mirror har billedet med Castro og Obama på forsiden, hvor der står "Historic". Men Thornings selfie er placeret som et billede inde i håndtryksbilledet, hvor der står "Idiotic".

Netaviser verden over skriver desuden om billedet, og mange spørger, om det var upassende at gøre den slags ved en mindeceremoni.

På Washington Post er historien onsdag morgen dansk tid den tredje mest læste på avisens netudgave.

Det er uvist, hvorfor Helle Thorning-Schmidt blev placeret ved siden af verdens mægtigste mand, Obama.

Ifølge Statsministeriet var det "et tilfælde" fra den sydafrikanske protokols side.

/ritzau/