Smykker for millioner røvet på fransk motorvej

Skrevet af admin

11/03/2015

Dagens topnyheder

Omkring 15 bevæbnede mænd er stukket af med smykker for omkring 67 millioner kroner, efter de onsdag stoppede to svært bevogtede værditransporter på en motorvej syd for Paris, siger kilder tæt på efterforskningen til AFP.

Røverne slog til, da værditransporterne standsede ved et betalingssted på motorvejen, hvor der skal betales afgift for at køre.

Chaufførerne i værditransporten blev tvunget til at stå ud af deres biler, og røverne kørte derefter væk med smykkerne.

De udbrændte værditransporter er senere fundet i en nærliggende skov. Alle smykker er væk.

Ingen kom noget til ved røveriet, der skete ved midnat på motorvej A6 ved betalingsbommene i Avallon - omkring 200 kilometer sydøst for Paris.

Politiet har oprettet et netværk af afspærringer og kontrolposter efter røveriet.

Røverne forsvandt i fire biler og de to værditransporter.

Frankrig har flere gange været hjemsted for opsigtvækkende smykkerøverier begået af en bande, der kalder sig Pink Panther med henvisning til en berømt filmserie.

I november angreb to bevæbnede mænd en Cartier juvelbutik i et af de mest besøgte turistkvarterer i Paris. Efter røveriet fulgte en dramatisk politijagt på Seinen. Røverne tog et gidsel, men overgav sig senere.

I 2013 blev filmfestivalen i Cannes rystet af to røverier. Først gik en bevæbnet mand ind på en smykkeudstilling på Carlton Hotel, der ligger på strandpromenaden i byen. Han forsvandt med smykker til en værdi i omegnen af 770 millioner kroner.

Få dage senere gik bevæbnede mænd ind i en nærliggende butik og røvede luksusarmbåndsure for et stort beløb.

I sidste måned blev otte personer idømt fængselsstraffe for et af de mest spektakulære juvelkup i Paris nogensinde.

Røveriet fandt sted i 2008, hvor bevæbnede mænd, flere af dem forklædt som kvinder, trængte ind i den berømte juvelerbutik Harry Winston i nærheden af Champs-Élysées. De slap væk med smykker til en værdi af 630 millioner kroner.

/ritzau/AFP