Socialdemokraterne henter nye støtter i erhvervslivet

Skrevet af admin

14/06/2014

Dagens topnyheder

Fagbevægelsen har støttet de røde partier, og erhvervslivet har støttet de blå. Sådan har billedet for støtte til partierne traditionelt set ud. Men flere af erhvervslivets tunge organisationer har krydset grænsen og støtter nu også Socialdemokraterne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Eksempelvis sendte Danmarks Rederiforening ifølge avisen for første gang penge til Socialdemokraterne i forbindelse med Europa-parlamentsvalget i sidste måned. Det bekræfter vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen.

- Det er første gang, vi har givet penge til Socialdemokraterne. Vi er en stor søfartsnation, og det er vigtigt, at vi bruger enhver stemme. Derfor har vi kigget på hvilke partier, der har en erhvervspolitisk tilgang, siger han til Jyllands-Posten uden at ville sige noget om beløbets størrelse.

Også Landbrug & Fødevarers partistøttefond er en af de organisationer, der har givet penge til socialdemokratiske kandidater ved EP-valget.

Organisationens direktør, Søren Gade, anser det for givet, at Socialdemokraterne også skal have midler ved et kommende folketingsvalg, ligesom organisationen støttede enkelte S-kandidater i 2011.

- Hvis du prøver at spørge mine bestyrelser om deres mulighed for at komme frem med deres synspunkter og påvirke processen, er de blevet mere hørt under den nuværende regering end under den foregående.

- Det er min klare overbevisning, at den politiske opdeling mellem rød og blå er udvisket, siger Søren Gade til Jyllands-Posten.

Professor ved institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen er dog varsom med at udråbe en ny trend, hvor støtten til røde og blå partier er udvisket.

- Den nuværende regering har ført en relativt stram økonomisk politik, og det er noget, erhvervslivet forholder sig til. Men man skal nok lige vente med at se, om det er en generel trend, siger professoren til Jyllands-Posten.

/ritzau/