Socialministeren vil fokusere på småbørn til sankthans

Skrevet af admin

28/05/2014

Dagens topnyheder

Hvordan gør man livet lettere for små børn, der kommer fra problemfyldte familier? Og hvordan får drenge det lige så godt som piger?

Det vil socialminister Manu Sareen (R) prøve at finde svar på 23. juni, når han for første gang inviterer til et nyt årligt sankthansmøde.

- Det er fantastisk vigtigt, at vi giver vores børn det bedste afsæt til resten af livet, men jeg har ikke alle svarene på, hvordan vi gør det. Derfor starter jeg traditionen og samler de vigtigste mennesker omkring børnene, siger socialministeren.

Til sankthans inviterer han omkring 100 personer, deriblandt børneordførere, pædagoger og fagfolk fra kommuner og forældreorganisationer, til Sørup Herregård i Ringsted, så de kan vende idéer, der vil gøre livet lettere for samfundets mindste.

- Dagtilbud og nul- til seksårsalderen spiller en vigtig rolle i vores børns liv, siger Manu Sareen.

Til det første sankthansmøde er temaet "Det Gode Børneliv". Blandt andet vil han efterlyse idéer til, hvordan vi giver de yngste i vuggestuealderen mere opmærksomhed, og hvordan kontakten mellem barnet og den voksne kan blive bedre.

- Vi skal mødes og se, hvad vi kan udvikle sammen. Det er første skridt. Derefter skulle det gerne munde ud i konkret politik, forklarer Manu Sareen og fortsætter:

- Det er vigtigt for mig at få så meget kvalitet ind i dagtilbuddet som overhovedet muligt. Jeg håber, at sankthansmødet vil styrke debatten om, hvor vi i fællesskab gerne vil have området til at flytte sig hen - og hvordan vi gør det.

Ministeren forklarer, at han er inspireret af det årlige Sorø-møde, hvor undervisningsministeren mødes med aktører inden for undervisningsområdet.

- Der er en kernegruppe, der mødes hvert år. Men afhængig af mødets fokus bliver der inviteret nogle forskellige aktører. Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne gøre det samme for de små børn, forklarer han.

/ritzau/