Sømænds advokat: Forhandlingerne var i opblødning

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

Ekstra Bladet hævder selv, at deres massive dækning af sømændene Eddy Lopez og Søren Lyngbjørns gidseltagning hjalp sømændene med at blive løsladt.

Men det skyder sømændenes advokat Heidi Steen Jensen ned i sin procedure i Københavns Byret på retssagens sidste dag.

- Ingen af vidnerne her i retten har forklaret, at forhandlingerne var gået i stå på det tidspunkt, hvor Ekstra Bladet går ind i sagen, siger Heidi Steen Jensen.

Ekstra Bladets chefredaktør og journalister har under retssagen forklaret, at de valgte at gå ind sagen på et tidspunkt, hvor forhandlingerne mellem rederiet Shipcraft og de somaliske pirater var gået i stå.

Derfor var deres mediedækning ifølge dem påkrævet for at lægge pres på forskellige aktører.

Men det har haft den stikke modsatte effekt, siger Heidi Steen Jensen. For der var fremskridt i forhandlingerne.

- Rederiet, forhandleren og gidslerne har fortalt, at der var forhandlinger i gang. De fortæller om en opblødning i forhandlingerne, siger hun.

- Der gik yderligere 10 måneder efter Ekstra Bladet startede deres dækning. Det taler imod, at kampagnen skulle have bidraget med noget som helst.

Ud over at sømændene vil have en millionerstatning fra Ekstra Bladet for ifølge dem at have forlænget deres tid i fangenskab, vil de også have erstatning for at være blevet unødigt krænket.

- Man ynker og ydmyger to mænd, der kæmper for at beholde den sidste del af deres værdighed i fangenskab. Ekstra Bladet kunne have undladt at vise et billede. Undladt at nævne deres navne. Undladt at oplyse offentligheden om selvmordsovervejelser, vold og tortur, siger Heidi Steen Jensen.

Pressenævnet har tidligere udtalt en historisk hård kritik af Ekstra Bladets dækning. Retssagen, hvor de to sømænd hver kræver en halv million i erstatning, er den største erstatningssag i pressehistorien.

/ritzau/