Søn af Ukraines ekspræsident meldes død i bilulykke

Skrevet af admin

22/03/2015

Dagens topnyheder

Den styrtede ukrainske præsident Viktor Janukovitjs søn er omkommet ved en tragisk ulykke, oplyser en ukrainsk politiker til det ukrainske nyhedsbureau, Interfax.

- Han døde, som han levede, bag et bilrat, skriver Nestor Sjufrytj fra den ukrainske oppositionsblok på Facebook.

Janukovitj junior, der også hedder Viktor, skal være kørt gennem isen på Bajkalsøen i den sydlige del af Irkutsk-regionen i Sibirien.

Tidligere præsident Viktor Janukovitj, flygtede til Rusland i slutningen af februar sidste år efter at være blevet styrtet fra magten. Hans søn var også aktiv inden for politik.

Den store mængde dødsfald blandt personer med forbindelse til den tidligere præsident har vakt en vis opmærksomhed i Ukraine.

En række politikere med tilknytning til det forrige regime er blevet fundet døde. De fleste af tilfældene er blevet rubriceret som selvmord.

Ruslands statslige nyhedsbureau Tass skriver, at det russiske redningsministerium afviser de ukrainske mediers oplysninger om, at Viktor Janukovitjs søn skulle være død ved en ulykke på Bajkalsøen.

- Der er ingen med efternavnet Janukovitj blandt de dræbte og tilskadekomne, siger en talsmand for Bajkals redningstjeneste til Tass søndag.

Han bekræfter, at der har fundet en ulykke sted 20. marts i nærheden af Kap Khoboi, da et VW Minibus med seks personer gik igennem isen. Fem passagerer blev reddet, mens føreren omkom.

Talsmanden siger, at de personer, der var involveret i ulykken er identificeret, men deres navne vil ifølge Tass ikke blive offentliggjort, hvilket bare øger mystikken om, hvem der har befundet sig i køretøjet.

/ritzau/TT