Sønderjysk katastrofe: Silkeborg chokerer med storsejr

Skrevet af admin

14/03/2015

Dagens topnyheder

12 minutter. Det var alt, hvad Silkeborg skulle bruge for at sende chokbølger gennem Sydbank Park i Haderslev i en på alle måder bizar sejr over Sønderjyske i lørdagskampen i Alka Superligaen.

Fra det 11. til det 23. minut gik Superligaens bundprop fra stillingen 0-0 til 3-0 i kampen, som det ekstremt effektive Silkeborg-hold endte med at vinde 4-1.

Først bankede Robert Skov bolden på stolpen med et drønende skud, og Morten Beck headede returbolden i mål bag Sønderjyske-målmanden Marin Skender.

Morten Beck var oprindeligt ikke tiltænkt en startplads, men den fik han, da Emil Scheel måtte trække sig med en fiberskade kort før kampstart.

Dernæst headede Sønderjyskes Tommy Bechmann bolden ind i egne netmasker, og til sidst scorede Nicolaj Ritter til 3-0 med et flot skud.

Det rystede hjemmehold forsøgte at komme sig, og efter pausen kom der gang i sagerne med tre store chancer til Sønderjyske inden for det første kvarter.

To af disse tilfaldt Bjørn Paulsen, som først lobbede bolden over Silkeborg-målmand Thomas Nørgaard og forbi mål, og som senere headede bolden på stolpen.

Imellem disse to muligheder var Johan Absalonsen ved at komme alene igennem, men han skvattede simpelthen over sine egne ben i straffesparksfeltet.

Og så skete der det, der nogle gange sker. Det pressede Silkeborg-hold slog kontra, og Adeola Runsewe hamrede efter 63 minutter bolden i mål til 4-0 med et utageligt skud.

Det satte gang i en større udvandring fra stadion blandt hjemmeholdets fans.

Et kortvarigt håb om spænding blev tændt set med Sønderjyske-øjne, da Silkeborgs Simon Jakobsen fældede hjemmeholdets Marvin Pourie, der var i gang med en finurlig slalomtur i gæsternes straffesparksfelt.

Rødt kort til Simon Jakobsen, og Marvin Pourie scorede selv på straffesparket mod sin tidligere klub.

Mere blev det imidlertid ikke til, og Sønderjyske måtte for anden gang på en uge indkassere en stort nederlag.

I sidste uge tabte holdet 0-4 ude til FC Nordsjælland, og Sønderjyske hænger fast på ottendepladsen med 26 point for 21 kampe.

Silkeborg, der blot havde scoret tre mål i klubbens første 10 ligakampe på udebane, har nu vundet to gange ude i foråret.

Efter fire kampe kan cheftræner Kim Poulsen prale af at have hentet seks point.

I efteråret blev det blot til fire point i 17 kampe med Jesper Sørensen, inden den daværende cheftræner blev fyret.

Silkeborg er trods sejren fortsat håbløst nummer sjok i Superligaen med 10 point for 21 kampe.

Klubben har 13 point op til Esbjerg, der ligger lige over nedrykningsstregen for en kamp mindre.

/ritzau/