Sønderjyske-helt: Uafgjort kan gå an mod FCK

Skrevet af admin

27/09/2014

Dagens topnyheder

Sønderjyske kæmpede sig til et point i 1-1-kampen mod FC København hjemme på Sydbank Park i Haderslev.

Hjemmeholdet kom foran på et flot mål af midtbanedynamoen Adama Guira, der for anden kamp i træk kom på scoringstavlen.

- Jeg er glad for målet, men ikke for resultatet. Vi ville gerne have haft alle tre point, men et point kan også gå an, for FCK er et godt hold. Fokus er nu på den næste kamp, hvor vi vil forsøge at hente en sejr, siger Adama Guira.

Midtbanekollega i Sønderjyske, Hallgrimur Jonasson, stod ligesom målscoreren med blandede følelser efter kampen.

- FCK er et godt hold, men vi følte, vi var godt med i kampen. Uafgjort var nok meget fair set over hele kampen, men vi havde chancerne til at tage alle tre point.

- Jeg havde selv en på overliggeren, men FCK havde også flere chancer, siger Hallgrimur Jonasson.

Cheftræner for Sønderjyske, Lars Søndergaard, var en skuffet mand efter slutfløjt.

- Vi startede kampen godt, hvorefter FCK overtog kampen fuldstændig. Efter en halv times tid fik vi fat igen og fik lukket ned for deres kanter og backer, siger Lars Søndergaard.

Specielt den sønderjyske offensiv var der tilfredshed med.

- Vi var farlige hele tiden. Marvin Pourié, Johan Absalonsen og Silas Songani gjorde det godt, og vi havde de største chancer og kunne godt have vundet kampen, siger Lars Søndergaard.

Sønderjyske er placeret lige over stregen med ni point for ligeså mange kampe. Næste mulighed for tre point er på udebane mod FC Vestsjælland.

/ritzau/