Sønderjyske holder karantænekort ind til kroppen

admin

|

25/09/2014

Dagens topnyheder

Sønderjyske Håndbold vil ikke hjælpe sine modstandere mere end højst nødvendigt, når en lang række af klubbens spillere skal afsone en karantænedag inden 1. december.

Det siger holdets træner, Morten Henriksen, da det torsdag stod klart, at Danmarks Idrætsforbunds (DIF) matchfixingnævn har idømt 12 nuværende Sønderjyske-spillere en karantænedag i håndboldligaen for at medvirke i den såkaldte bødekassesag i sidste spillerunde af den forgangne sæson.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) giver dog klubberne mulighed for selv at bestemme afviklingen af karantænerne uden at forvarsle.

Det vil Sønderjyske udnytte.

- Vi kommer ikke til at fortælle, hvem der sidder over på søndag. Det må modstanderen selv opdage ved at kigge på kamprapporten fem kvarter inden kampstart. Der er ingen grund til at klæde modstanderen på, siger Morten Henriksen.

Han skal desuden tage stilling til, om klubben vil dosere karantænerne ud over flere spilledag eller måske lade alle spillere afsone på samme spilledag. Det kunne eksempelvis være ved at "sælge" en svær kamp mod topholdet KIF.

- Det er jo sådanne overvejelser, vi skal gøre os. Jeg sætter mig ned sammen med vores sportsdirektør senere i dag for at snakke om det, men når vi kommer frem til en beslutning, holder vi den tæt ind til kroppen, siger træneren.

I alt 26 spillere, der i sidste sæson tørnede ud for enten BSV eller Sønderjyske, er idømt en karantænedag, men tre af dem er siden skiftet til tysk håndbold og har ikke mulighed for at afsone inden 1. december. Én har desuden indstillet karrieren.

Sagen opstod, da BSV-spillerne betalte 15.000 kroner fra holdets bødekasse til Sønderjyske, hvis Sønderjyske kunne vinde en kamp over Skanderborg Håndbold i den sidste kamp i grundspillet.

Forseelsen falder ind under reglerne om uetisk adfærd i DIF's matchfixingregler.

/ritzau/