Sønderjyske har netop afsluttet den bedste efterårssæson i klubbens historie, da det er blevet til imponerende 31 point i 18 kampe.
Det gør, at Haderslev-klubben overvintrer som nummer fire i Alka Superligaen.
Før sæsonen blev sparket i gang var sønderjydernes overordnede mål at redde livet i rækken, men cheftræner Jakob Michelsen er nu klar til at kigge op ad og begrave al snak om nedrykning.
- Den officielle målsætning var, at vi skulle undgå nedrykning, og den kan man vist godt skyde til hjørnespark nu. Den snak er pakket væk, og nu vil vi selvfølgelig rigtig gerne slutte så højt som muligt, siger han.
Hvis Sønderjyske efter jul fortsat skal spille med om de sjove pladser, skal der bygges videre på det nuværende fundament.
- Vi skal lægge på i forhold til at tage point mod nogle af de andre tophold, for der er en signifikant forskel på det pointudbytte, vi har fået mod holdene blandet de seks nederste og de seks øverste, siger Jakob Michelsen.
Sønderjyske oplevede en stor udskiftning i truppen op til sæsonstart, og det overrasker derfor veteranen Tommy Bechmann, at det er gået så smertefrit.
- Vi kom ind til efteråret med en hulens masse uvished, hvor en del af de gamle og garvede stoppede. Vi skulle lige finde vores pladser i omklædningsrummet, men det gik heldigvis hurtigt, hvilket man også kan se på banen, hvor vi har fundet os til rette.
- Det har været et vanvittigt efterår kronet med tre sejre her til sidst. Det har været en fed tur at være med på, og vi glæder os allerede til foråret, siger angriberen.
Sønderjyske åbner foråret med en udekamp i Randers.
/ritzau/