Efter en forrygende start på 2015, kom Sønderjyske lørdag aften ned på jorden. Haderslev-klubben blev ude mod FC Nordsjælland nedlagt med 0-4.
Nederlaget kom blot tre dage efter, at Sønderjyske efter 120 intense minutter slog Brøndby ud af DBU Pokalen. Den lange kamp i onsdags kunne for alvor ses på spillerne, da FCN kom på 2-0.
- Det gik i hovedet på spillerne efter det andet mål. Det er let nok for mig at sige, at sådan noget ikke må ske, og det har jeg også sagt til spillerne. Men når man står i det, er det nogle gange svært, siger Søndergaard.
- Vi begyndte at lave nogle uforklarlige fejl, som jeg ikke har set i mange, mange måneder. Det var lette mål, FC Nordsjælland fik. Det var en offday, som selvfølgelig nok har noget med kampen i onsdags at gøre.
Sønderjyske var godt nok med i første halvleg og var da også kun nede med 0-1 ved pausen.
- Vi havde snakket om før kampen, at vi ikke måtte give dem selvtillid ved, at de scorede det første mål. Det fik de, og det var tydeligt, at det gav dem meget, siger Søndergaard.
- Men efter pausen følte jeg, at vi var ved at trykke dem godt. Hvis vi var blevet ved, tror jeg, at både chancer og mål var kommet, men i stedet slog de så en kontra, hvor Pierre Kanstrup lavede en fejl, og så lå bolden i nettet. Det mål var afgørende.
Selv om Sønderjyske løb ind i en ordentlig lussing tror, træner Søndergaard ikke, at det sætter sig mentalt hos spillerne.
- Selvfølgelig er vi skuffede, og vi skal også kigge indad efter sådan en kamp. Det var for dårligt, men vi skal også huske på, at vi har været stabile over meget lang tid, så det skal ikke vælte hele læsset, siger Sønderjyske-træneren.
Sønderjyske er trods nederlaget stadig på syvendepladsen i Superligaen, 11 point over nedrykningsstregen.
/ritzau/