Sønderjyske-træner: Vi fokuserer på egen styrke

Skrevet af admin

27/03/2014

Dagens topnyheder

Sønderjyskes cheftræner Lars Søndergaard tror på, at hans mandskab overlever i Superligaen efter denne sæson.

Der resterer 10 spillerunder i den bedste danske fodboldrække, og det er ifølge Lars Søndergaard nok til, at Sønderjyske kan komme væk fra 12.-pladsen og kravle op på den anden side af nedrykningsstregen.

- Vi satser i hvert fald på det, siger træneren.

Han har følgende opskrift på, hvordan Sønderjyske skal sikre sig endnu en sæson i den bedste række:

- Vi fokuserer på det, som vi har gjort godt, og vi fokuserer på vores egen styrke, da det er dét, som vi kan overleve på.

- Vi kan ikke nøjes med at kigge på modstanderen, for vi må også selv hive noget ud af ærmerne, og det synes jeg også, at vi har haft held med i nogle af kampene her i foråret, siger Lars Søndergaard.

Holdet har tre point op til FC Vestsjælland, Viborg og Randers, der hver har 26 point. I 24. spillerunde drager sønderjyderne til Odense.

Sidste gang Sønderjyske tørnede sammen med OB, trak odenseanerne sig ud af Haderslev med en 5-1-sejr, men Lars Søndergaard mener, at holdet har bedre forudsætninger for at levere et godt resultat denne gang.

I seneste runde vandt Sønderjyske 3-2 på hjemmebane over guldkandidaterne fra AaB.

- Efteråret var vi ikke så begejstrede for, men nu har vi fået nogle spillere tilbage fra skader, og nogle nye er kommet til. Derfor er det lidt en anden situation.

- Tommy Bechmann er kommet tilbage efter en skade, der har drillet ham længe, og Pierre Kanstrup og Rubin Okotie er kommet til. Det giver os nogle flere muligheder, siger cheftræneren.

Lars Søndergaard tør ikke spå om resultatet af fredagens kamp i Odense.

- Vi vil selvfølgelig gøre alt for at få et godt resultat. Vi forventer en svær kamp, som kan gå begge veje, som det generelt er i Superligaen i øjeblikket, siger han.

Kampen mod OB fløjtes i gang fredag klokken 18.30.

/ritzau/