Sønderjyske-veteraner: Vi var nervøse

Skrevet af admin

04/05/2014

Dagens topnyheder

Nærmest uafbrudt siden oktober har Sønderjyske været placeret under nedrykningsstregen, men søndag gled sønderjyderne forbi Viborg, som blev besejret 1-0 i en direkte styrkeprøve i bunden af Superligaen.

Hos Sønderjyske var nervøsiteten over opgørets vigtighed til at spore. Tidligt i kampen tabte rutinerede Niels Lodberg bolden til Viborg-topscorer Thomas Dalgaard, som ramte stolpen.

- Det blev aldrig en flot fodboldkamp, men i stedet et opgør med mange fysiske dueller. Et typisk bundbrag. I første del af kampen spillede vi nervøst, men efter pausen blev det bedre, og vi skabte de chancer, som vi skulle, siger 33-årige Niels Lodberg.

- Jeg synes, at vi viste, at vi havde lært lidt af bundkampen hjemme mod Vestsjælland. Vi viste virkelig karakter og vilje i dag, og lige nu er man glad, lettet og træt, siger han.

Hos den et år yngre holdkammerat Tommy Bechmann var nervøsiteten også et tema.

- Det var en kamp, som man frygtede at tabe. Begge hold var vist nervøse. Derfor blev det også en kamp med nerver, og målet forløste det ikke en gang, siger Tommy Bechmann.

Han glædede sig over, at sønderjyderne holdt målet rent.

- Vi er vel et af de hold, som har spillet flest kampe til nul, og efter vi er begyndt at spille med to angribere er vi også farlige i angrebet, siger Tommy Bechmann.

Med sejren har Sønderjyske to point ned til Viborg under stregen. Ned til bundproppen AGF er der tre point, men aarhusianerne har en mandagskamp mod OB til gode.

/ritzau/