Søren Espersen: Løkke bør dokumentere sin økonomi

Skrevet af admin

29/05/2014

Mest læste i dag

Lars Løkke Rasmussen (V) bør ligesom alle andre fremtrædende politikere være klar til at lægge sine pengesager frem, siger Søren Espersen (DF) til TV2's politiske magasin 1240K.

For som politiker på det niveau har man en forpligtigelse til vise åbenhed, mener DF-politikeren.

- Det er væsentligt, at ledende politikere er klar til at dokumentere deres økonomiske forhold - også privatøkonomiske forhold, siger han.

Venstres formand har senest været i vælten med sager om tøjindkøb for 152.000 kroner, rygning på hotelværelser og en familierejse på partiets regning.

På spørgsmålet om, hvorvidt Lars Løkke bør dokumentere sine skatteforhold, svarer Søren Espersen:

- Jeg synes, at alle principielt skal gøre det. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke gør det.

- Jeg går ind for, at man skal have fuld åbenhed, og folk må altså meget gerne se en kopi af min selvangivelse, hvis de har lyst, siger han til 1240K.

Søren Espersen bliver også spurgt, hvorvidt Dansk Folkeparti kan pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, hvis Venstre-formanden ikke lægger skatteforholdene frem:

- Jeg tror, det bliver afklaret på tirsdag, hvordan det går med Lars Løkke, lyder svaret.

Venstres hovedbestyrelse skal mødes tirsdag den 3. juni i Odense, hvor flere iagttagere mener, at Lars Løkke Rasmussens politiske skæbne står på spil.

På mødet skal det nemlig drøftes, om der stadig er opbakning til partiformanden.

/ritzau/