Søren Hansen slår sig ind i topstriden i Holland

Skrevet af admin

12/09/2014

Dagens topnyheder

Det er efterhånden syv år siden, at Søren Hansen seneste vandt en golfturnering på European Tour, men nu er der måske en ny triumf på vej.

Den 40-årige dansker blander sig i øjeblikket i topstriden i KLM Open i Holland, hvor han inden weekendens finalerunder indtager en delt fjerdeplads. Hansen er fire slag efter den førende spanier Pablo Larrazabal.

Fredag gik Søren Hansen en fremragende runde i 66 slag - fire under banens par. Samlet er danskeren seks slag under par.

Hansen lader til at have et godt øje til de fleste huller, da han på de to første turneringsdage har lavet birdies på 10 forskellige huller.

JB Hansen er den næstbedste dansker i Holland på en delt 31.-plads, mens Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen er placeret længere tilbage.

Den samlede præmiesum ved KLM Open er på 13,5 millioner kroner. Vinderen kan tage 2,2 millioner kroner med sig hjem.

/ritzau/