Søren Kjeldsen leverer toprunde i Skotland

Skrevet af admin

01/10/2015

Dagens topnyheder

Søren Kjeldsen kom flyvende fra start, da han torsdag spillede første runde ved European Tour-turneringen Alfred Dunhill Links Championship i Skotland.

Danskeren brugte 65 slag på første runde, syv slag under par. Dermed ligger han på en delt fjerdeplads sammen med tre andre spillere.

I front ligger en trio bestående af svenske Kristoffer Broberg, ireren Paul Dunne og englænderen Jimmy Mullen.

For Mullen er der tale om en decideret drømmedebut, da torsdagens runde var den 21-årige englænders første som professionel.

Turneringen er usædvanlig i den forstand, at der bliver anvendt tre forskellige baner i form af Kingsbarns, St. Andrews og Carnoustie.

Søren Kjeldsen gik sin runde på Kingsbarns, hvor han kom fornemt fra start. I indledningen lavede han fem birdies på de første ni huller.

På anden halvdel af runden var danskerens spil stabilt, og på sit sidste hul leverede Søren Kjeldsen sin syvende birdie på dagen.

Thorbjørn Olesen er også godt med efter en runde i 68 slag på Carnoustie-banen. Det placerer ham foreløbig på en delt 16.-plads.

Danskeren leverede seks birdies og to bogeys, den sidste på Thorbjørn Olesens afsluttende hul.

Carnoustie-banen har ry for at være den sværeste af de tre baner, og ingen af banens spillere gik en bedre runde end Thorbjørn Olesen, mens fire tangerede danskerens score.

Thomas Bjørn, der også var i aktion på Carnoustie, gik første runde i 71 slag. Samme antal slag brugte Søren Hansen på Kingsbarns, mens Morten Ørum Madsen var et slag bedre på samme bane.

Lucas Bjerregaard blev dagens dårligste dansker. Også han var i aktion på Kingsbarns, men han måtte skuffende noteres for en runde i fire slag over par, hvilket placerer ham på en del 155.-plads.

Alfred Dunhill Links Championship afvikles med tre indledende runder, hvor spillerne er fordelt på de tre baner, mens sidste runde spilles på St. Andrews Old Course.

/ritzau/