Søren Rieks banker to mål ind mod Zwolle

Skrevet af admin

01/03/2014

Dagens topnyheder

To mål fra Søren Rieks var med til at sikre den hollandske fodboldklub NEC Nijmegen et enkelt point i Æresdivisionen, da det blev til et 3-3-resultat ude mod Zwolle.

Den tidligere Esbjerg-spiller reducerede først til 1-2 få minutter før pausen, da Zwolle ellers så ud til at være på kurs mod en sikker sejr.

Minuttet efter pausen scorede Nijmegen en gang mere ved topscorer og frontangriber Michael Higdon, og så var der udlignet til 2-2.

Men efter 57 minutter scorede Joost Broerse til 3-2 for Zwolle, og så lignede det igen en hjemmesejr.

Søren Rieks ville det dog anderledes, og på et oplæg fra landsmanden og venstrebacken Kevin Conboy, som også har en fortid i Esbjerg, fik kantspilleren udlignet til slutresultatet 3-3 efter 70 minutter.

Det var sjette gang, at Søren Rieks kom på tavlen i den bedste hollandske række i denne sæson.

Ud over Søren Rieks og Kevin Conboy spillede også den tidligere AaB-spiller Lasse Nielsen hele kampen i midterforsvaret for Nijmegen.

Danskerklubben frister med det ene point fortsat en tilværelse i bunden af ligaen med 25 point efter 26 kampe.

/ritzau/