Solbakken om 1-0-sejr: Defensiven stod nærmest perfekt

Skrevet af admin

04/03/2016

Dagens topnyheder

FC København vandt sent torsdag aften med 1-0 i Herning over FC Midtjylland i det udsatte Alka Superliga-opgør fra efterårssæsonen. Københavnerne har dermed indledt foråret med seks point i to kampe.

Manager Ståle Solbakken roste sit hold efter sejren på en svær udebane.

- Det var en rigtig god indsats i dag, hvor defensiven nærmest stod perfekt. Det blev til sådan en type kamp, som jeg på forhånd håbede, det ville blive.

- Vi var mest på bolden, og vi var bedst til at bruge den. En rigtig fin udekamp af hele holdet, hvor vi lykkedes med mange ting, siger nordmanden.

Anfører Thomas Delaney pegede på en stærk arbejdsindsats som nøglen til sejren.

- Vi arbejdede rigtig godt på hele banen, og vi leverede en god performance. Vi stod godt defensivt, og gjorde generelt meget rigtigt.

Han mener, at FC København i løbet af foråret vil blive endnu stærkere.

- Gennem hele kampen manglede vi dog det sidste touch, og den sidste skarphed i afleveringerne, og når det kommer på plads, bliver vi endnu bedre.

- Indtil videre har det dog givet os to sejre ud af to mulige, og det kan vi vist ikke tillade os at brokke os over, siger Thomas Delaney.

Ifølge forsvarsspiller Peter Ankersen var københavnernes stærke fysik udslagsgivende.

- Jeg syntes, vi moste dem fysisk. Vores første halvleg var lidt bedre end anden, hvor vi efter vores scoring gik ned i tempo, og blev en smule usikre.

- Generelt dominerede vi dog størstedelen af kampen, og set over alle 90 minutter vil jeg kalde sejren fortjent, siger den 25-årige back.

FC København har seks point ned til AaB på andenpladsen i Superligaen. Næste opgør for københavnerne er en udekamp mod AGF.

/ritzau/