Solbakken: Vi har to fordele mod Leverkusen

Skrevet af admin

18/08/2014

Dagens topnyheder

Bundesligaen er ikke gået i gang endnu, og der er kommet en ny træner til i sommerpausen.

Det er status for Bayer Leverkusen inden tirsdagens Champions League-kvalifikationskamp i Telia Parken mod FC København.

Hjemmeholdet har til sammenligning allerede spillet fem kampe i Superligaen samt to vigtige opgør i Champions League-kvalifikationen.

Ud fra ovenstående kriterier har FCK en fordel, mener københavnernes manager, Ståle Solbakken.

Især tilgangen af Roger Schmidt som Leverkusen-træner er en fordel på nuværende tidspunkt, siger Solbakken med henvisning til den tidligere træner for Red Bull Salzburg.

- Han har en ekstrem måde at spille presspil på. Den spillestil, han praktiserer, er ekstrem hård og kræver stærke, hurtige spillere overalt på banen. Den tager tid at få indført, lyder det fra Solbakken.

Leverkusen er kun noteret for én kamp af betydning i denne sæson. Det var fredagens pokalkamp mod upåagtede Alemannia Waldalgesheim, som ikke gav meget modstand i Leverkusens 6-0-sejr.

FCK er gået helt i stå i Superligaen, efter at københavnerne slog ukrainske FC Dnipro ud i tredje kvalifikationsrunde. Nederlag til Hobro og FC Midtjylland - begge i Telia Parken - betyder, at FCK roder rundt med kun fem point i Superligaen.

- Vi havde to mål inden sæsonen. Vi ville spille europæisk gruppespil og vinde Superligaen. Begge ting er fortsat opnåelige mål.

- Vi er ikke ramt på selvtilliden som sådan, men det er nok nemmere, at vi skal spille en europæisk kamp end en superligakamp, siger Solbakken.

Den samlede vinder af FCK-Leverkusen-dysten går videre til gruppespillet i Champions League. Taberen må nøjes med Europa Leagues gruppespil.

Tirsdagens kamp begynder klokken 20.45. Returkampen spilles på onsdag i næste uge.

/ritzau/