Solbakken: Vi må ikke lade os overrumple mod Helsinki

Skrevet af admin

17/09/2014

Dagens topnyheder

Når FC København torsdag aften tager hul på gruppespillet i Europa League mod finske HJK Helsinki, så er det som favoritter.

Men træner Ståle Solbakken ved godt, at der ikke er langt fra succes til fiasko mod et finsk mesterhold, der har overrasket tidligere i turneringen.

- De er rigtig gode til at forsvare sig, og de går ikke i panik, når de bliver presset dybt. De er også gode til at slå kontraer, så det er vigtigt for os, at vi holder balancen på banen, ligesom vi gjorde mod Dnipro.

- Vi vil gerne skabe mange chancer, men vi skal også passe på ikke at hoppe i deres kontrafælder, siger Ståle Solbakken.

Særligt HJK Helsinkis opgør i kvalifikationen mod Rapid Wien står som skrækeksemplet hos Solbakken.

Her vandt finnerne 5-4 samlet - især takket være hurtige kontrascoringer.

- Helsinki må ikke få lov til at straffe os, som de straffede Rapid, der troede, at de var i fuld kontrol, da de førte 2-1, og pludselig stod det 2-3. Rapid var ikke forsigtige nok, men det vil vi prøve at være, siger Ståle Solbakken.

Nordmanden er alligevel ikke bleg for at tage favoritværdigheden på sig.

- Vi er favoritter torsdag, og det skal vi leve op til, siger han.

De øvrige to hold i FC Københavns gruppe er Torino og Club Brugge.

/ritzau/