Solbakkens regnestykke: Syv point i tre kampe

Skrevet af admin

05/11/2014

Dagens topnyheder

Inden de sidste tre kampe i Europa Leagues gruppe B er FC København på tredjepladsen, og derfor skal københavnerne enten overhale Club Brugge eller Torino for at avancere til knockout-kampene.

- Syv point, så er vi videre, siger FCK-manager Ståle Solbakken inden torsdagens hjemmekamp mod Club Brugge.

- Får vi uafgjort, lever vi videre. Vinder vi, har vi en meget stor chance for at avancere. Taber vi, så ser det svært ud, tilføjer Solbakken.

Nordmanden minder om, at Club Brugge er et hold, man skal have stor respekt for. Solbakken sammenligner dem med landsmændene fra Anderlecht, som tirsdag aften vendte 0-3 til 3-3 på udebane mod Arsenal i Champions League.

- Jeg ser Club Brugge på samme niveau som Anderlecht. De har næsten lige mange point i den belgiske liga, de spiller jævnbyrdige kampe mod hinanden, og vi har lige set, hvad Anderlecht gjorde i Champions League.

- Brugge er et klassehold, især rent offensivt. De har fem-seks spillere på de offensive pladser, hvor de roterer meget, så det er svært at vide, hvad de gør.

- Rent offensivt har Brugge tre eller fire spillere, som er på Nicolai Jørgensen-niveau, når han er på sit bedste, siger Solbakken med henvisning en af FCK's største offensive profiler.

FCK har fire point i gruppe B efter tre kampe. Torino topper med syv point foran Club Brugge med fem point. HJK Helsinki er bundprop med nul point.

Efter kampen mod Club Brugge skal FCK en tur til Helsinki, inden Torino gæster Telia Parken i sidste spillerunde.

Torsdagens kamp begynder klokken 19. For to uger siden spillede FCK og Club Brugge 1-1 i Belgien.

/ritzau/