Det handler først og fremmest om Premier League, men FA Cuppen er en behagelig sidegevinst.
Sådan har Cardiffs nyindsatte manager, Ole Gunnar Solskjær, det, før hans hold i dag møder Newcastle ude i tredje runde af den store engelske pokalturnering.
- Premier League er meget vigtig, men FA Cuppen giver os en chance for at få momentum.
- For mig er det godt, for det er min første kamp, og jeg har haft en pause på seks uger siden den norske pokalfinale, så jeg er ivrig efter at komme i gang, siger nordmanden ifølge nyhedsbureauet Reuters.
40-årige Ole Gunnar Solskjær blev torsdag præsenteret som Cardiffs nye manager. Her skal han være chef for blandt andre danske Andreas Cornelius.
Cardiff, der sidste år rykkede op i Premier League, ligger fjerdesidst, et point over nedrykningsstregen.
Manageren kommer fra et trænerjob hos Molde, som han førte til det norske mesterskab i 2011 og 2012 samt pokaltitlen sidste år.
Ole Gunnar Solskjær nåede i sin tid som aktiv hos Manchester United at løfte FA Cup-trofæet to gange, og han ønsker at komme langt i turneringen med Cardiff.
- Vi tager ikke af sted for at yde 99 procent, vi kommer med 100 procent.
- Jeg har et par gange haft succes i FA Cuppen. Det at gå rundt og vinke til fansene efter at have vundet, er noget, man husker, siger han.
/ritzau/