Sony mistænker Nordkorea for at stå bag hacker-angreb

Skrevet af Jesper Larsen

30/11/2014

Dagens topnyheder

Filmselskabet Sony Entertaintment er ved at undersøge, om det var hackere med tråde til styret i Nordkorea, der stod bag et angreb tidligere på ugen, som lagde selskabets netværk ned. 

Ifølge nyhedssiden recode.net, skulle en mulig årsag til angrebet være komedien 'The Interview', hvor Seth Rogen spiller en journalist, der bliver rekrutteret af CIA for at slå Nordkoreas leder, Kim Jong Un, ihjel.

Hacker-angrebet skulle have været så omfattende, at ansatte i Sony ikke kunne åbne deres computere, men var tvunget til at bruge papir og blyant.

I juni måned skrev styret i Nordkorea et brev til Generalsekretæren i FN, Ban Ki-Moon, hvor de kaldte filmen 'statssponsoreret terrorisme' og en 'krigserklæring', og det statslige nyhedsbureau i Nordkorea, KCNA, har truet med 'nådesløs gengældelse', hvis filmen blev udgivet. 

Hackerne præsenterede sig under navnet #GOP, der skulle stå for 'Guardians Of Peace', og de efterlod et skærmbillede på de ansattes computere med en trussel om at frigive sensitive data omkring Sony, hvis deres krav ikke blev mødt. 

Sony har erkendt angrebet, men vil ikke kommentere yderligere på sagen.