Spanien er hovednavn ved opvarmningsturnering til VM

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

VM-slutrunden i Brasilien bliver skudt i gang den 12. juni, men i de to uger op til åbningskampen vil nogle af deltagerne tage part i en opvarmningsturnering til VM.

Den såkaldte Road to Brazil er arrangeret af Major League Soccer og bliver afviklet i USA. Den tæller otte hold, hvor af seks er VM-deltagere, skriver AFP.

Den forsvarende verdensmester Spanien bliver hovednavnet i turneringen, mens Nigeria bliver repræsentant som afrikansk mester.

Herudover deltager VM-repræsentanterne Bosnien-Hercegovina, Grækenland, Elfenbenskysten og Honduras.

Grækenland og Elfenbenskysten møder i øvrigt også hinanden i VM's gruppe C, mens gruppe F tæller både Nigeria og Bosnien-Hercegovina.

De sidste to deltagere i opvarmningsturneringen bliver Bolivia og El Salvador.

Turneringen afvikles fra den 27. maj til 10. juni.

/ritzau/