Spansk kommissær skubber møgsag videre til Vestager

Skrevet af admin

23/09/2014

Dagens topnyheder

Margrethe Vestagers forgænger som konkurrencekommissær i EU, spanieren Joaquín Almunia, lægger under en høring tirsdag i Europaparlamentet ikke skjul på, at han kommer til at sende en meget kompleks og besværlig sag videre til danskeren.

- Googlesagen er virkelig en stor sag. Det er en meget kompleks efterforskning, og vi arbejder på et felt, hvor man aldrig før har anvendt konkurrencepolitik, siger Almunia og henviser til, at USA' handelsmyndigheder i 2012 opgav at afslutte en konkurrencesag mod Google.

- Vi ønsker at opnå noget. Vi ønsker at fjerne de forhindringer, vi mener at se for den fri konkurrence. Men det er et mål i bevægelse. Det ændrer sig hele tiden. De bliver ved med at tilføje nye serviceydelser, så det er ikke nemt, siger Almunia.

Den afgående konkurrencekommissær gentager tirsdag, at han næppe når at afslutte den enorme sag, inden kommissionen formentlig 1. november bliver skiftet ud med Vestager som ny i hans job.

Almunia har tre gange været ved at skrue et kompromis sammen med Google - men hver gang er forsøgene blevet skudt ned af gigantens konkurrenter.

En tidligere sag mod computer-mastodonten Microsoft sluttede sidste år efter 16 år og var ifølge Almunia ikke nær så kompleks som Googlesagen.

Men kommissæren insisterer på, at han og kommissionen alene varetager forbrugernes interesser.

- Ja, der er kommet pres udefra. Men man kan ikke være kommissær, hvis ikke man er stand til at håndtere presset. Ingen kommissær kan stå foran spejlet om morgenen og sige, at han aldrig har været udsat for pres.

- Men argumenterne i sagen (...) baserer sig på fakta indsendt af formelle klagere og baseret på reel efterforskning med 50 siders juridiske argumenter.

- Vi skal nok finde et svar til Google. Hvis vi får svaret i løbet af de uger, der resterer af mit mandat, så håndterer vi det. Men hvis ikke vi hører fra Google inden udgangen af oktober, så bliver det op til den nye konkurrencekommissær at håndtere det, siger Almunia.

/ritzau/