Spansk titelkamp er helt åben efter ny Barcelona-bommert

Skrevet af admin

18/04/2016

Dagens topnyheder

For få uger siden lignede det en sikker kendsgerning, at FC Barcelona ville genvinde det spanske mesterskab. Nu er titelkampen helt åben med Atlético Madrid og Real Madrid som de øvrige bejlere i toppen.

Søndag aften tabte Barcelona således sin tredje ligakamp på stribe, da Valencia på Camp Nou sejrede 2-1.

Barcelona er uden sejr i de seneste fire ligakampe, og derudover blev klubben i denne uge slået ud af Champions League af Atlético Madrid.

- Vi var det bedste hold og kom med alt, vi havde, men tingene gik ikke vores vej. Vi er nødt til at samle os selv op, stole på vores spil og tage udfordringen op med løftet hoved, siger træner Luis Enrique til Barcelona på Twitter.

Barcelona topper ligaen sammen med netop Atlético, der også har 76 point, mens Real Madrid følger lige efter med 75. Fem spillerunder resterer.

Barcelona dominerede søndagens kamp fra start og spillede sig også frem til fine scoringstilbud, men holdets ellers skræmmende angrebstrio manglede skarphed.

Luis Suarez, Lionel Messi og Neymar havde alle muligheder, der burde have været omsat til mål, men de misbrugte på stribe.

Og pludselig viste Valencia anderledes effektivitet i den anden ende. Men udeholdet måtte først have bizar hjælp for at komme foran efter 26 minutter.

Guilherme Siqueira blev sendt til baglinjen, og hans indlæg ramte Ivan Rakitic på benet, hvorefter bolden ændrede retning og snød keeper Claudio Bravo på målstregen.

I minuttet før pausen kom Valencia også foran 2-0, da Santi Mina køligt udnyttede en aflevering fra Daniel Parejo.

Efter pausen pressede Barcelona for at vende kampen og fik nyt håb efter godt en time, da Lionel Messi reducerede på oplæg fra Jordi Alba.

Det var Messis mål nummer 500 i karrieren efter en sjælden serie på fem kampe uden mål.

I fortsættelsen havde Barcelona chancer til at udligne, men omvendt havde Valencia også to kæmpechancer for at score til 3-1 i slutfasen.

Barcelonas Gerard Pique misbrugte kampens vel nok største chance i de døende minutter, og så var Barcelonas dukkert fuldendt.

/ritzau/