Speedway: Wildcard-dansker blev toer i Vojens

Skrevet af admin

14/09/2014

Dagens topnyheder

Seks danskere var med i lørdagens nordiske speedway-grandprix, og det var wildcard-køreren Peter Kildemand, som klarede sig bedst med sin andenplads.

Med sammenlagt 18 point var Kildemand dog den kører, der scorede flest point i hele feltet. Svenske Andreas Jonsson vandt selve grandprixet. Nicki Pedersen, som bejler til VM-titlen, røg ud i semifinalen.

Vojens Speedway Center var fyldt til renden med et festklædt publikum. Hele 18.214 tilskuere havde fundet vej til stadion, og de var klar til at støtte de seks danske drenge frem til sejr.

Og hverken publikum eller kørerne skuffede på en aften, hvor VM-stillingens øjeblikkelige nummer et, amerikanske Greg Hancock, måtte melde afbud på grund af en håndskade.

Med det afbud havde danske Nicki Pedersen muligheden for hente ind på amerikaneren. Men efter de første 20 heat var det en anden dansker, der indtog hovedrollen.

Wildcard-køreren Peter Kildemand hentede nemlig hele 13 ud af 15 mulige point efter de indledende heat. Her måtte publikum tage afsked med både Michael Jepsen Jensen og Mikkel Bech Jensen, der ikke formåede at skrabe point nok sammen.

Til gengæld kæmpede Nicki Pedersen sig lige præcis videre til semifinalen med otte point på kontoen. Vigtigere var det dog, at Pedersen netop kom med i semifinalen på bekostning af VM-konkurrenten Tai Woffinden.

I semifinalen var der dermed tre danskere i form af Nicki Pedersen, Peter Kildemand og Kenneth Bjerre.

I den første semifinale fortsatte Kildemand sit triumftog. Efter et nervepirrende heat kørte den 25-årige Kildemand sig i finalen som vinder af heatet.

Straks mere dramatisk blev den anden semifinale, hvor heatets to danskere kolliderede, og Bjerre måtte en tur af cyklen.

Det viste sig efterfølgende, at Bjerre var så hårdt medtaget efter styrtet, at han ikke kunne køre videre.

Det blev derfor en omstart med tre ryttere, og den fik en ærgerlig udgang for Nicki Pedersen. Den danske stjerne blev nemlig udelukket, efter han har ramt australske Troy Batchelor i et sving.

Finalen blev med kun en dansker, men her leverede Peter Kildemand igen et flot resultat. Trods en dårlig start kæmpede han sig nemlig op på andenpladsen.

Men svenske Andreas Jonsson kunne han ikke stille noget op over for. Peter Kildemand leverede også et flot resultat tidligere på sæsonen, da han nåede finalen og blev firer i det danske grandprix i Parken.

I den samlede VM-stilling er Nicki Pedersen på fjerdepladsen med 101 point. Hancock fører med 112. Der resterer endnu to løb.

/ritzau/