Spillerforeningen om racismesag: Uefa fejlede i Moskva

Skrevet af admin

24/10/2013

Mest læste i dag

I onsdagens Champions League-kamp mellem CSKA Moskva og Manchester City blev udeholdets anfører, Yaya Toure, gentagne gange mødt med abelyde fra hjemmeholdets publikum.

Stik imod det europæiske fodboldforbund Uefas procedurer undlod dommeren at skride ind, mener direktør i Spillerforeningen i Danmark Mads Øland, der også sidder i bestyrelsen i den internationale spillerforening, Fifpro.

- Vi kan kun gætte os til, hvorfor dommeren ikke skred ind over for den gentagne racisme i kampen mellem CSKA Moskva og Manchester City, men et bud er, at lederne på stedet blev intimideret af omstændighederne, siger Øland i en pressemeddelelse.

I Champions League-kampen mod CSKA Moskva forsøgte City-angriberen Sergio Agüero og Yaya Touré at henvende sig til dommeren, men der blev ikke grebet ind.

- Uanset hvad kan vi konstatere, at Uefa fejlede i gårsdagens kamp og ikke evnede at leve op til deres egne procedurer, der er meget klare på området.

- Jeg vil understrege, som jeg har gjort det mange gange før, at det aldrig skal være spillernes ansvar at skride ind over for racisme under kampe, fastslår Øland.

/ritzau/