Sportschef Sartz er færdig i bordtennisunionen

Skrevet af admin

22/11/2013

Dagens topnyheder

Sportschef Peter Sartz siger farvel til Dansk Bordtennis Union (DBTU) efter 19 år i jobbet.

Unionen meddeler fredag i en pressemeddelelse, at man indfører en ny struktur og sætter en ny elitestrategi i værk, og her er der ikke plads til Sartz.

Også ungdomslandstræner Mads Sørensen forlader sin stilling.

- Med vedtagelsen af den nye elitestrategi bortfalder stillingerne som sportschef og ungdomslandstræner.

- Derfor er ansættelsesforholdet for DBTU’s mangeårige sportschef, Peter Sartz, og DBTU’s ungdomslandstræner, Mads Sørensen, bragt til ophør, siger DBTU's formand, Aksel Beckmann.

Peter Sartz selv bekræfter overfor Politiken, at der reelt er tale om en fyreseddel.

- Jeg er da skuffet, men det kommer ikke så overraskende for mig. Det er sket mange mærkelige ting i forbundet i de seneste måneder, siger Peter Sartz til Politiken.

Hvem der skal stå i spidsen for den nye elitestrategi er endnu uklart.

- Bestyrelsen har nedsat et ansættelsesudvalg, der består af formand Aksel Beckmann, bestyrelsesmedlem Morten Krydsfeldt og DBTU’s direktør, Dorte Darfelt, der vil igangsætte arbejdet med at finde den nye områdeansvarlige for seniorområdet samt ungdomsområdet, lyder det fra DBTU.

/ritzau/