Sportsdirektør: Fleche Wallone mere åbent end normalt

Skrevet af admin

22/04/2015

Dagens topnyheder

En lille ændring af ruten kan få stor betydning, når rytterne når ind på de afsluttende kilometer af det traditionsrige, belgiske cykelløb Fleche Wallonne, der bliver afviklet onsdag.

I modsætning til tidligere, hvor alt afhang af den korte, men meget stejle sidste stigning, Mur de Huy, er der denne gang indlagt en ekstra bakke fem kilometer før mål, og det vil åbne løbet, mener Kim Andersen, der er sportsdirektør hos Trek.

- Folk som Joachim Rodriquez og Alejandro Valverde kan virkelig lukke op den sidste kilometer op ad den stejle stigning, og derfor har vi set et meget kontrolleret løb de sidste år.

- Men med den ekstra bakke skal der nu køres stærkt opad to gange, og det kan give et mere åbent løb. Vi kommer helt sikkert ikke til at se 80 ryttere ved foden af Mur de Huy, som tilfældet har været tidligere, siger Kim Andersen.

Hans eget hold, Trek, kommer til at køre for hollænderen Bauke Mollema, der tidligere har gjort det godt i netop Fleche Wallonne.

- Generelt skal vi som hold også forsøge at være lidt mere synlig, end tilfældet var i Amstel Gold Race i søndags, siger Andersen.

Den danske sportsdirektør vandt som aktiv Fleche Wallonne i 1984, og er dermed en af kun to danske vindere af det 79 år gamle løb.

- Det er længe siden, men det er jo stadigvæk sandt. Det var en af mine største sejre.

- Det er et stort løb, der også i dag har stor værdi for rytterne. Liege-Bastogne-Liege er det største af de tre løb i denne uge, men i mine øjne er Fleche Wallonne på højde med Amstel Gold Race, lyder det fra Kim Andersen.

/ritzau/