Sportshal i Gentofte er totalt udbrændt

Skrevet af admin

27/03/2014

Dagens topnyheder

En badmintonhal i Gentofte, som blev tegnet af arkitekten Arne Jacobsen i 1934, er totalt udbrændt efter at være blevet hærget af en brand siden onsdag aften.

Derimod er det lykkedes for de 60 brandmænd og 18 brandkøretøjer at forhindre den voldsomme brand i at brede sig til de tilstødende kontorbygninger og en rideskole.

Brandmænd fra stationer i både Storkøbenhavn og Nordsjælland har været med i slukningsarbejdet, og i løbet af torsdagen kunne man melde, at ilden var slukket, men at hallen var udbrændt.

Hallen på Maltegårdsvej husede Charlottenlund Badminton Klub.

- Allerede klokken 21.15 onsdag aften, da alarmen lyder, brænder det kraftigt, siger beredskabschef Rasmus Storgaard, Lyngbæk-Taarbæk Brandvæsen og indsatsleder i Gentofte.

- Da røgdykkerne kommer ind, er der voldsom sort røg, det brænder under taget, og hele hallen er overtændt. Kort efter braser taget sammen, og fra da af sker al slukning udefra.

- Rideskolen, hvor der på et tidspunkt var ild i taget, blev hurtigt slukket, og de omkring 75 heste blev reddet ud takket være en hel masse frivillige hestepiger, siger Rasmus Storgaard.

Under branden brugte brandvæsnet en minihelikopter - en drone der sendte livebilleder til indsatslederen.

- Det betød, at vi kunne følge branden oppefra og se, hvor brandudviklingen skete, siger Rasmus Storgaard.

Der er intet, som tyder på, at branden er påsat, men det skal nu undersøges nærmere.

/ritzau/