Squash: Danske kvinder får engelske tæv i EM-semifinale

Skrevet af admin

01/05/2015

Dagens topnyheder

Helt som ventet var de engelske kvinder for stor en mundfuld for Danmarks ditto i semifinalen ved EM for hold i Herning.

Dansk Squash Forbund havde på forhånd kaldt kampen en "uoverkommelig opgave", og lørdag formiddag blev det da også til et klart dansk nederlag på 0-3.

Line Hansen gjorde ellers sit i åbningskampen for at skabe spænding, og hun tvang kampen ud i et femte og afgørende sæt mod Alison Waters.

I den sidste ende måtte hun dog se sig slået med cifrene 8-11, 11-8, 8-11, 11-9, 5-11.

I næste kamp var der intet at rafle om. Sarah-Jane Perry slog Sally Skaarenborg med 11-5, 11-3, 11-5.

Så var kampen samlet set afgjort, og derfor spillede man bedst af tre sæt i den sidste kamp, som Jenny Duncalf vandt med 11-2, 11-4 over Cecilie Mayer.

Nu skal de danske kvinder ud i en kamp om bronzemedaljerne lørdag. Her bliver modstanderen enten Frankrig eller Irland, der mødes i den anden semifinale.

/ritzau/