Stadiondirektør i Kiev vil adskille sorte og hvide fans

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

Stadiondirektøren for det olympiske stadion i Kiev vil af med racisme omkring fodboldklubben Dynamo Kievs kampe.

Han har imidlertid et forslag, som kan gøre det hele værre, for han overvejer at adskille sorte og hvide tilskuere med særskilte tilskuerafsnit.

Det siger han ifølge avisen Washington Post som følge af Champions League-kampen mod Chelsea i forrige uge, hvor fire sorte tilhængere blev angrebet af klubbens egne fans.

- Vi skal måske prøve at lave et eget tilskuerafsnit (for sorte fans, red.), så vi kan undgå racisme, siger stadiondirektøren Volodomir Spiltjenko.

Ifølge Washington Post kommer idéen fra en journalist, og Spiltjenko reagerede positivt på den, da han hørte om den.

- Det er en god idé. Vi vil sandsynligvis lytte til forslaget, skulle stadiondirektøren have sagt.

Det Europæiske Fodboldforbund Uefa har åbnet en sag mod Dynamo Kiev på baggrund af videooptagelser fra kampen mod Chelsea, og det er ikke første gang.

Tilbage i marts fik klubben en straf for racisme mod spillere fra Everton i forbindelse med en kamp i Europa League.

/ritzau/