Stærkt iPhone-salg booster Apples regnskab

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

48 millioner.

Så mange iPhones solgte amerikanske Apple i kalenderårets tredje kvartal, og det er medvirkende til, at overskuddet i det seneste regnskab steg med 31 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

Kvartalsregnskabet, som Apple har fremlagt tirsdag aften, er det sidste i selskabets finansielle år og viser et overskud på 11,1 milliarder dollar. Det svarer til næsten 75 milliarder kroner og er cirka 17 milliarder kroner mere end samme periode sidste år.

Apple lancerede i september den seneste udgave af iPhone 6s, og salget af den populære telefon var med til at øge antallet af solgte iPhones med 22 procent.

Regnskabet fra verdens største selskab målt på markedsværdi fik umiddelbart Apple-aktien til at stige med knap tre procent i den såkaldte efterhandel på Wall Street, men den faldt senere tilbage til udgangspunktet.

Årsagen er ifølge Reuters en bekymring over en eventuel afmatning på det vigtige kinesiske marked, der udgør omkring en fjerdedel af Apples omsætning.

Regnskabet kom, efter at Nasdaq-børsen var lukket, men efterhandlen er normalt en god strømpil for, hvordan markedet vil reagere, når børsen åbner onsdag.

- Vi kan nu gå på forlænget weekend med vores stærkeste produktserie nogensinde - inklusive iPhone 6s, iPhone 6s Plus og Apple Watch i forskellige versioner, siger topchef Tim Cook i en pressemeddelelse.

Han kalder de seneste 12 måneder for det bedste finansielle år nogensinde for Apple.

Mens overskuddet bare vokser og vokser hos Apple, har selskabet bag det sociale medie Twitter fortsat svært ved at tjene penge.

I tredje kvartal fik Twitter et underskud på 132 millioner dollar. Det fik aktierne til at falde med næsten 13 procent i efterhandlen til 27,53 dollar.

Det er ifølge nyhedsbureauet AFP tæt på den pris, som selskabets aktie kostede, da Twitter gik på børsen i 2013.

/ritzau/