Stemmen bag Batman - Kevin Conroy er død

Skrevet af Nicolai Busekist

12/11/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Skuespilleren Kevin Conroy, der især var kendt som stemmen bag Batman, er gået bort.

Dagens topnyheder

Kevin Conroy, der bedst er kendt for at være stemmen bag Batman i den velkendte tv-serie 'Batman: The Animated Series', er gået bort.

Ifølge mediet Variety er han gået bort i en alder af 66 år, efter en kort kamp mod kræft.

'Batman: The Animated Series' blev oprindeligt sendt i 85 afsnit på Fox Kids fra 1992 til 1995.

Her var det Conroy, der lagde den dybe stemme til Batman, som flere gange er blevet hyldet af både kritikere og tegneseriefans. Mange betragter ham endda som den definitive Caped Crusader.

Det er desuden den samme serie, hvor Mark Hamill lagde stemme til The Joker, hvilket han også har fået stor ros for.

"Kevin var perfektion," lyder det fra Mark Hamill i en udtalelse efter Conroys død.

"Han var et af mine yndlingsmennesker på planeten, og jeg elskede ham som en bror. Han brød sig virkelig om folkene omkring ham - hans anstændighed skinnede igennem alt, hvad han gjorde. Hver gang jeg så ham eller talte med ham, blev mit humør højt."

Conroy var så elsket for sin stemme som Batman, at han endte med at lægge stemme til karakteren i en lang række andre DC-projekter, hvilket omfatter spillene 'Batman: Arkham' og 'Injustice'.

Hertil var han også en del af diverse animerede film fra DC, hvilket tæller 'Batman: Gotham Knight', 'Superman/Batman: Public Enemies', 'Justice League: Doom', 'Batman: The Killing Joke' og 'Justice League vs. the Fatal Five'.

Sidstnævnte titel er den sidste film, hvor Conroy er krediteret for at lægge stemme til Batman. Hans seneste arbejde som stemmen bag Batman i et spil, er 'MultiVersus' fra Warner Bros., som udkom tidligere i år.

Conroy blev født i november 1955 i Westbury, N.Y., og studerede skuespil på John Houseman på The Julliard School sammen med store navne som Christopher Reeve, Frances Conroy og Robin Williams.

Han efterlader sin mand Vaughn C. Williams, søster Trisha Conroy og bror Tom Conroy.