Stephan Andersen stopper i Betis

Skrevet af admin

14/05/2014

Dagens topnyheder

Den danske landsholdsmålmand i fodbold Stephan Andersen stopper i spanske Betis et år før tid, meddeler klubben, som er rykket ned i den næstbedste række.

Det seneste halve år har den tidligere Brøndby-keeper med succes været udlejet til hollandske Go Ahead Eagles, som sikrede sig endnu en sæson i Æresdivisionen.

Så det var ventet, at danskeren og Sevilla-klubben ville blive enige om at stoppe samarbejdet her til sommer.

Stephan Andersen kom til Betis i sommeren 2013 på en toårig kontrakt, men blev aldrig førstevalg.

Tidligere i udlandskarrieren har den 32-årige Andersen spillet for den franske klub Evian samt engelske Charlton. Desuden var han Brøndby-keeper gennem en periode på fire år. På det danske A-landshold har Andersen fået 27 kampe.

Det er endnu uvist, hvad målmanden nu skal. Hollandske Go Ahead Eagles har dog givet udtryk for, at den gerne beholder ham.

- Vi håber, vi kan beholde ham, men vi ved også, at de bedste spillere rejser til de bedste klubber, og Stephan er attraktiv for mange andre.

- Vi havde en snak for tre-fire uger siden, og jeg har et godt forhold til Stephan og hans agent, sagde Go Ahead-træner Foeke Booy til tipsbladet.dk i begyndelsen af måneden.

/ritzau/