Per Stig afviser bestilling af jura for Irak-krig

Skrevet af admin

18/10/2014

Dagens topnyheder

Per Stig Møller (K) gav "ingen indikationer" på, hvad han som udenrigsminister ønskede af konklusion fra jurister i Udenrigsministeriets Folkeretskontor i 2003, da de skulle vurdere om dansk deltagelse i Irakkrigen var lovlig.

Det skriver Information, efter at anonyme embedsmænd står frem i en ny bog og siger, at facit for en lovlig krig på forhånd lå fast "fra højeste sted i regeringen".

- Jeg sagde til medarbejderne, at det skulle være et fuldstændigt rigtigt papir. De fik ingen politisk ordre fra mig. Ingen som helst, siger Per Stig Møller til Information.

- Ordren var præcist, at de skulle lave et folkeretsligt papir på, hvorvidt dansk deltagelse var i overensstemmelse med folkeretten eller ej. Det er det, de kommer med, fortæller den daværende udenrigsminister.

Udlægningen fra embedsmændene står i skarp kontrast til den daværende VK-regerings forsikringer om, at der var tale om en strengt juridisk vurdering, da Udenrigsministeriet i et afgørende notat konkluderede, at krigen var folkeretsligt lovlig.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) understregede også dengang over for Folketinget, at der ikke var tale om "politisk bestillingsarbejde", men om embedsmændenes "ærlige overbevisning".

Reelt var embedsmændenes overbevisning imidlertid ifølge bogen "Mørkelygten", at det var "tydeligt, at det ikke er vandtæt", som en embedsmand siger i bogen, mens en anden siger, at ministeriet var på "tynd is".

Regeringen fik klar besked om denne tvivl, understreger embedsmændene, men det fik hverken Folketinget eller offentligheden at vide.

Udenrigsministeriet ønsker ikke at kommentere embedsmændenes udtalelser, men henviser til den undersøgelseskommission, der skal redegøre for, på hvilket grundlag regeringen i 2003 besluttede, at Danmark skulle deltage i krigen i Irak, skriver Information.

/ritzau/