Støjberg varsler langvarig grænsekontrol

Skrevet af admin

03/02/2016

Dagens topnyheder

Selv om regeringen foreløbig kun har forlænget grænsekontrollen frem til 23. februar, varsler udlændingeminister Inger Støjberg (V), at den omstridte kontrol kan blive længerevarende, skriver Jyllands-Posten.

- Umiddelbart er der mange ting, der indikerer, at vi kan komme til at have en grænsekontrol i en længere periode, siger Inger Støjberg til avisen.

I et brev til EU-Kommissionen, hvor hun begrunder tirsdagens foreløbige forlængelse, åbner ministeren samtidig for første gang for en fortsættelse af kontrollen ved grænserne i længere tid, "hvis den samlede situation ikke bliver forbedret i den nære fremtid, og den alvorlige trussel mod den indre sikkerhed består".

Det danske varsel bygger især på svenskernes transportøransvar og den fortsatte tilstrømning af flygtninge og migranter til Europa.

Svenskerne har i sinde at opretholde transportøransvaret i hvert fald frem til 12. maj.

- I og med at vi indførte vores grænsekontrol på grund af det svenske transportøransvar, ser jeg for mig, at vi kan komme til at forlænge ud over den periode, jeg har meddelt kommissionen i dag, lyder det fra Støjberg ifølge Jyllands-Posten.

Regeringen har nu to gange forlænget den midlertidige grænsekontrol.

Men ifølge EU's såkaldte Schengen-grænsekodeks må en periode med grænsekontrol ikke overstige seks måneder, medmindre der foreligger "ekstraordinære omstændigheder", hvor den i så fald kan forlænges op til to år.

Den danske grænsekontrol består konkret af 200 betjente, der foretager stikprøvekontroller.

/ritzau/