Ole Nielsen var egentlig ganske tilfreds med tilværelsen som sportschef i Viborg, oprykkerklubben der ligger nummer ti i Alka Superligaen i fodbold.
Men muligheden for at skifte til Randers FC var for god til, at den erfarne sportschef kunne sige nej, og derfor begynder han i klubben per 1. januar.
- Der er blevet lavet et godt stykke arbejde i Randers i de seneste fire-seks år, der er et godt fundament at bygge videre på, siger Ole Nielsen.
- Randers har etableret sig i subtoppen i de seneste år. Der er en spændende spillertrup og et spændende fundament, som jeg gerne vil ind og bygge videre på, siger han.
Randers FC, der i sidste sæson blev nummer fire, ligger aktuelt på sjettepladsen med 27 point for 18 kampe.
- Der er ikke mange point op til en fjerde- og femteplads. Det er absolut en mulighed, at man kan avancere yderligere en position eller to hen over foråret.
- Det har tiltalt mig rigtig meget, at jeg sammen med den øvrige stab, trænergruppen og klubben skal se, om vi kan skubbe toget yderligere i den rigtige retning.
Ole Nielsen skiftede i sommeren 2014 fra Sønderjyske til Viborg, som han i år var med til at føre op i Superligaen.
Han afleverer klubben med en afstand på 11 point ned til Hobro, der ligger til nedrykning.
- Der er taget nogle gode skridt i Viborg, og jeg havde nok også forventet, at jeg skulle være der i en længere periode.
- Det har selvfølgelig været en svær beslutning, men det har været den sportslige udfordring i Randers, hvor der er større muligheder også budgetmæssigt, der har tiltalt mig.
- Men jeg er glad for at kunne aflevere Viborg i en god forfatning, det har også været vigtigt for mig, siger Ole Nielsen.
/ritzau/