Stolt Uffe Bech: Jeg er landsholdsklar

Skrevet af admin

30/09/2014

Dagens topnyheder

En drøm er gået i opfyldelse for FC Nordsjælland-spilleren Uffe Bech, efter at han tirsdag eftermiddag blev udtaget til det danske landsholds EM-kvalifikationskampe mod Albanien og Portugal i oktober.

Stærkt spil og syv mål i de første ni kampe har været nok til at overbevise landstræner Morten Olsen om, at den 21-årige angriber er klar til A-landsholdet, og hovedpersonen selv er enig.

- Jeg føler mig klar. Sammen med resten af holdet har jeg fået en god start på sæsonen. Hvornår, jeg skulle udtages, var op til Morten, og det blev altså nu, siger Uffe Bech.

I hans øjne er forklaringen på fremgangen ganske simpel: En lang periode uden skader har givet den nødvendige stabilitet i præstationerne.

- Jeg var ude i to gange et halvt år fra april til april. Anden gang gav vi det ekstra tid og trænede mine muskler, så de kunne blive ekstra robuste, når jeg kom tilbage. Det har været godt, og jeg har følt mig stærk næsten lige siden, jeg kom tilbage.

Sammen med Yussuf Poulsen udgør han en mulig debutantduo, der hidtil har spillet på U21-landsholdet.

Men Morten Olsen ser hos Bech og Poulsen nogle af de kvaliteter, han har manglet.

- De kan ikke bare løbe hurtigt, men de kan også score mål. Og det er imponerende, når de ikke er ældre, end de er. Er de udlært? Nej. De har nogle begrænsninger, og vi forlanger ikke andet, end at de viser det, de gør til daglig i deres klubber, siger Olsen.

/ritzau/