Stones tilbage på den gamle orange tour-scene

Skrevet af admin

03/07/2014

Mest læste i dag

En musikhistorisk rammefortælling sluttes torsdag aften, når The Rolling Stones entrer Roskilde Festivals største scene, Orange.

Det var således det britiske rockband, der oprindeligt fik det appelsinfarvede kæmpetelt fremstillet til bandets Europa-turné i 1976.

To år senere fik scenen sin debut på dyrskuepladsen syd for den sjællandske domkirkeby, og siden gik musikhistorien sin gang.

Festivalen voksede til at blive en institution i dansk og nordeuropæisk musikkultur, mens briterne fortsatte med at udgive og turnere som et af verdens ubestridt største rockbands.

Men når Mick Jagger, Keith Richards, Ronnie Wood og Charlie Watts torsdag aften går på scenen, der har plads til 60.000 tilskuere, er det første gang, de vender tilbage til den orange platform. Og første gang de spiller på festivalen.

Da rullestenene første gang entrerede med den farvestrålende kolos var det efter 10 års konstant opstigning på en i forvejen eksploderende rockscene.

I midten af 1960'erne blev de et af flere engelske rockgrupper til at få hul igennem til det amerikanske publikum.

Bandet blev fra start markedsført som den beskidte modsætning til The Beatles og adskillige sager, hvor bandmedlemmer bliver taget med narkotika på sig, forstærkede kun det omdømme.

Hits som "(I Can't Get No) Satisfaction" og "Paint It Black" tvang imidlertid omverdenen til også at forholde sig til bandets musikalske virke, som i 1960'erne og 1970'erne oplevede sin guldalder.

Udgivelsesstrømmen "Beggars Banquet" (1968), "Let It Bleed" (1969), "Sticky Fingers" (1971) og "Exile On Main St." (1972) betragtes som karrierens kunstneriske højdepunkt.

Men under succesens eufori blev bandet også ramt af flere tragedier, da guitaristen Brian Jones i 1969 blev fundet druknet i sin egen swimmingpool.

Han havde få måneder forinden forladt bandet, da hans narkoforbrug var ude af kontrol og forhindrede ham i at deltage i den musikalske proces.

Kort efter rystede et nyt dødsfald bandet, da en tilskuer blev stukket ihjel af et medlem af Hells Angels, der var hyret som vagtværn til en koncert i Californien.

Mick Jagger og Keith Richards har alle dage været en smule på kant med hinanden, men i 1980'erne blev de splittet i en grad, der truede bandets eksistens.

Jagger brugte mere og mere tid på egne projekter, og i 1986 valgte han at spille solokoncerter frem for at tage på turné med bandet efter udgivelsen af "Dirty Work".

Bandet var på randen af opløsning, men valgte at vaske tavlen ren og manifestere det fortsatte samarbejde med "Steel Wheels" fra 1989.

Siden er det blot blevet til tre albums, mens bandets primære fokus har været på massiv turnévirksomhed. Og torsdag er det Roskilde Festival, der står for tur.

/ritzau/