Storbank lukker Venezuelas konto til udenlandske betalinger

Skrevet af admin

12/07/2016

Mest læste i dag

Storbanken Citibank vil inden for den næste måned lukke den konto, som Venezuelas centralbank bruger til at foretage internationale transaktioner og betalinger med.

Det oplyser Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, mandag.

- Uden advarsel siger Citibank, at den inden for 30 dage vil lukke centralbankens og Bank of Venezuelas bankkonti, siger han i en tale.

Han betegner bankens beslutning som en del af en "blokade" af det fattige sydamerikanske land, der de senere år er faldet længere og længere ned i det økonomiske søle, i takt med at olieprisen er faldet.

- Tror I, at de kan stoppe os med en økonomisk blokade? Nej, d'herrer. Ingen kan stoppe Venezuela, siger han ifølge Reuters.

Citibank, der er en del af konglomeratet Citigroup, har endnu ikke bekræftet eller kommenteret udmeldingen fra Maduro.

Flere internationale virksomheder har de seneste måneder lukket og slukket i Venezuela, blandt andet fordi det er svært at drive forretning i landet på de vilkår, som regeringen stiller.

Venezuela er afhængig af at have en international bank som Citibank til at kunne gennemføre transaktioner med udlandet. Hvordan landet nu vil gebærde sig i forhold til internationale kreditorer og debitorer, nævner Maduro intet om.

- Med eller uden Citibank vil vi bevæge os fremad. Med eller uden Kimberly vil vi bevæge os fremad, lover Maduro.

Han henviser til den amerikanske virksomhed Kimberly-Clark, der i weekenden annoncerede et stop for sin produktion i landet.

Hovedparten af de 30 millioner indbyggere i Venezuela er ramt af den økonomiske recession og en inflation, der ifølge Reuters er verdens højeste.

Maduros politiske modstandere beskylder ham og forgænger Hugo Chávez for at have kørt økonomien af sporet.

/ritzau/Reuters