Storbritannien forbereder evakuering af strandede briter

admin

466 uger siden

|

05/11/2015

Dagens topnyheder

Storbritannien er i fuld gang med at lægge planer for, hvordan man kan få britiske turister i Sharm el-Sheikh sikkert hjem.

Det siger den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, efter at Storbritannien har udtrykt bekymring for, at det russiske fly, der styrtede over Sinai-ørkenen lørdag, blev sprængt i luften af Islamisk Stat.

- Vi arbejder nu med flyselskaberne og de egyptiske myndigheder for at få sammensat en kortsigtet nødplan, som giver os mulighed for at bringe britiske turister, som befinder sig i Sharm el-Sheikh, i sikkerhed, lyder det fra udenrigsministeren.

Ifølge Hammond skal foranstaltningerne sikre, at flyene, der skal bringe turisterne til Storbritannien, bliver screenet og dobbelttjekket, så man kan være sikker på, at folk kan komme sikkert tilbage.

Udenrigsministeren forventer, at planerne ligger klar fredag, så de turister, som skulle have været hjemme onsdag eller torsdag, kan begynde at flyve ud fredag.

Der befinder sig i øjeblikket omkring 20.000 briter i Sharm el-Sheik.

- De sikkerhedsforanstaltninger vil være aktiveret, mens vi flyver de britiske turister hjem igen over de næste ti dage.

Hammond kan endnu ikke sige, hvornår Storbritannien igen vil lade fly tage rejsen til Sharm el-Sheik.

Storbritannien har valgt at indstille alle flyvninger til ferieområdet ved Det Røde Hav.

224 mennesker, de fleste var russiske turister, omkom, da flyet af typen Airbus A321 styrtede ned i lørdags.

/ritzau/AFP