Store tilbud kan friste verdensmester Soubak

Skrevet af admin

23/12/2013

Mest læste i dag

Med Brasiliens VM-titel i kvindehåndbold har brasilianernes danske landstræner, Morten Soubak, med et slag transporteret sig op i øverste lag blandt verdens største trænernavne.

Dermed bliver navnet Soubak formentlig overvejet, når attraktive trænerstillinger skal besættes i fremtiden, og danskeren erklærer sig klar til at lytte.

- Det vil jeg da kigge på. Jeg lever i en verden, hvor man skal sørge for at være åben, så det er jeg, siger Morten Soubak.

Han har været brasiliansk landstræner siden 2009 og er midt i et langsigtet arbejde, der skal gøre holdet klar til at spille om guldet ved OL i Rio de Janeiro i 2016.

Men det står ikke hugget i granit, at Soubak skal være med hele vejen.

- Der kommer en dag, hvor jeg ikke skal være landstræner for Brasilien længere. Det kan være, det er til næste år, det kan være, det er efter OL. Det er ikke engang sikkert, man selv er herre over det, siger han.

Selv om han altså er klar til at overveje nye udfordringer, er det fristende at afslutte det brasilianske eventyr med de olympiske lege på hjemmebane.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var motiverende at afslutte det projekt, jeg er i gang med, med et OL på Copacabana, smiler Soubak.

Derimod stiler han ikke målrettet efter at afløse Jan Pytlick, når Danmark næste gang har brug for en ny landstræner.

- Det er ikke lige det, jeg har i tankerne i øjeblikket, siger han.

49-årige Morten Soubak er ved siden af jobbet som brasiliansk landstræner også chef for den østrigske storklub Hypo Niederösterreich.

/ritzau/