Stort luftfartsselskab ramt af pilotstrejke i næste uge

Skrevet af admin

13/09/2014

Mest læste i dag

Det franske luftfartsselskab Air France vil på mandag kun være i stand til at gennemføre to ud af fem flyvninger på grund af en omfattende strejke blandt selskabets piloter.

Det oplyser Air France i en meddelelse lørdag.

Strejken bliver indledt på mandag og er sat til at vare en uge. Piloterne er vrede over luftfartsselskabets planer om at mindske omkostningerne i virksomheden for at generobre markedsandele fra lavprisselskaber.

- Air France anslår, at det kan garantere 40 procent af dets flyvninger den 15. september, da antallet af strejkende piloter vil svare til 60 procent af flyvningerne, siger Air France i meddelelsen.

Det fremgår ikke, hvilke flyvninger der bliver ramt af aflysninger, men luftfartsselskabet siger, at man vil holde sine kunder orienteret om ændringerne.

- Passagererne vil blive informeret, og vi beder dem om muligt at ændre deres billetter til efter denne periode, der er lidt usikker, siger Air Frances topchef, Frederic Gagey, til fransk radio.

- Det svarer til et tab på 10-15 millioner euro hver dag, siger han. Det svarer til mellem omkring 75 og 110 millioner kroner.

Air France har flere daglige afgange mellem København og Paris.

/ritzau/Reuters