Strejke hos fagforening kan blive langvarig

Skrevet af admin

12/05/2014

Mest læste i dag

Det lyder som den omvendte verden, når medarbejdere for en fagforening strejker. Men mandag har 23 fagforeningsansatte fra Bupl Sydjylland sat en strejke i gang i sympati med fremtidige ansatte.

Det sker, fordi Bupl-afdelingen ifølge HK Service Hovedstaden kræver, at de nyansatte skal arbejde to timer ekstra om ugen, men kun får halv løn for de ekstra timer. Fastansatte, der gerne vil arbejde de to timer ekstra, får i givet fald også halv løn.

Men Bupl-afdelingen synes ikke, at det er et uretfærdigt krav.

- Vi følger det kommunale lønsystem, og en medarbejder på løntrin 40 er på 35 timer i Bupl Sydjylland. Men andre Bupl fagforeninger på samme løntrin er på 37 timer.

- Hvis vi skal fremtidssikre fagforeningen, så bliver vi nødt til, at de nyansatte, som selv vælger, om de vil ansættes i Bupl Sydjylland, skal yde en lille smule mere, siger formand Elisa Rimpler Bergmann.

Formanden slår fast, at de ikke har tænkt sig at rykke sig.

- Vi er derhenne, hvor vi må se, hvad der sker, siger hun og tilføjer:

- Vi er villige til at se på andre løsninger, men der skal komme et bud og noget bevægelse fra medarbejderne - og de skal købe den præmis, at man fremadrettet er på 37 timer.

Men det vil HK Service Hovedstaden ikke gå med til.

- Når man tænker på, at det udestående er, hvorvidt medarbejderne skal arbejde to timer til halv pris, burde man kunne komme frem til en løsning.

- Det er ikke fordi, at de skal betale overpris for at arbejde to timer ekstra. Det er spørgsmål om at betale for de timer, der bliver arbejdet, siger Helle Lindgreen, der er overenskomstchef i HK Service Hovedstaden.

Trods langvarige forhandlinger er det ikke lykkedes Bupl Sydjylland og HK Service Hovedstaden samt en række andre organisationer på medarbejdersiden at nå til enighed om en ny overenskomst.

/ritzau/