Stressede og trætte kvinder tager flest kilo på

Skrevet af admin

02/03/2016

Dagens topnyheder

En stresset dag efterfulgt af en træt aften på sofaen.

Kender man som kvinde til den trummerum, skal man måske holde øje med badevægten.

For et studie fra Institut for Folkesundhed på SDU viser, at stressede og trætte kvinder har størst risiko for at blive overvægtige.

- Kvinder, der i de her undersøgelser har angivet, at de lider af hyppig træthed og stress, tager mere på i vægt, siger professor Knud Juel, Institut for Folkesundhed, der har været med til at foretage undersøgelsen.

Resultaterne kommer af tal fra en række lægeundersøgelser, hvor man har fulgt en gruppe danskere fra 1994-2013.

Her er deltagernes egne oplysninger om deres vægt og en lang række faktorer relateret til helbred og trivsel, sundhedsadfærd, sociale relationer og samlivsform kommet frem.

De mange data viser, at danskerne generelt er blevet mere overvægtige. Men det er ikke alle, der tage lige meget på.

Ud over de trætte kvinder, er det især singlemændene, der bliver overvægtige med tiden.

- Det er lidt i tråd med nogle forhold, når vi også måler andre ting hos enlige mænd. De er åbenbart lidt mere følsomme og udsatte, siger Knud Juel.

Fælles for mænd og kvinder er, at det bliver mere sandsynligt, at de bliver overvægtige, som alderen stiger. Fra 25 år og frem til 44 år er risikoen størst.

Samtidig har folk, der ikke ryger, større risiko for at blive overvægtige, og ikke overraskende rammer det også oftere folk, der er meget inaktive.

Undersøgelsen kan give fornyet viden om, hvilke personer, myndighederne bør være særligt opmærksomme på, kan blive overvægtige.

Det kan være med til at forhindre det alvorlige sundhedsproblem, som overvægt udgør.

Svær overvægt kan føre til mange alvorlige komplikationer, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme, flere kræftsygdomme og slidgigt.

/ritzau/