Strømsvigt i tre motorer var skyld i forulykket Airbus

Skrevet af admin

03/06/2015

Mest læste i dag

Et militært transportfly fra Airbus, A400M, der er Europas største forsvarsprojekt, styrtede ned i Spanien i sidste måned, fordi tre ud af fire motorer svigtede.

Det oplyser Airbus.

De europæiske lande, der har været involveret i at konstruere flyet, har fået besked om, at strømmen svigtede to gange på tre af de fire motorer kort efter start 9. maj. Fire besætningsmedlemmer omkom, mens to reddede livet.

Det er afsløret i flyets såkaldte sorte boks.

Årsagen til strømsvigtet var et softwareproblem, og Airbus fokuserer nu på, om der var fejl ved installeringen af softwaren på samlefabrikken i Spanien.

Airbus siger, at styrtet med stor sandsynlighed ikke har haft noget at gøre med flyets design.

A400M er et firemotorers propelfly, der er konstrueret til at kunne fragte soldater og tungt militært udstyr for Nato-lande i Europa.

Med forklaringen onsdag fra Airbus kan salg og levering af det avancerede transportfly genoptages.

Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Tyrkiet og Malaysia råder allerede over de europæiske transportfly, og de fik 19. maj besked om at teste den elektroniske kontrolenhed i flyet.

Blandt andre købere af transportflyene er Belgien, Luxembourg og Spanien.

/ritzau/Reuters