Strukturændringer på vej i toppen af VW

Skrevet af admin

25/09/2015

Mest læste i dag

Det bestyrelsesmøde, der lige nu fredag bliver afholdt i Volkswagens hovedkvarter i Wolfsburg, kan meget vel medføre mere end den forventede udnævnelse af en ny topchef i koncernen.

På mødet drøftes der også strukturændringer i toppen af den skandaleramte bilgigant. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer tre kilder tæt på ledelsen.

Det forventes, at det bliver chefen for Porsche, Matthias Müller, der får topposten i VW, efter at den tidligere chef, Martin Winterkorn, i kølvandet på skandalen torsdag meddelte, at han træder tilbage.

Sagen begyndte, da VW blev taget i at snyde med biler på det amerikanske marked, og siden er det kommet frem, at svindlen berører 11 millioner dieselbiler på verdensplan.

VW-ledelsen har erkendt, at der er installeret software i en række af Volkswagens biler med den hensigt at snyde i miljøkontrol.

Europas bilmarked er også ramt af sagen, men hvilke lande der har biler med den omstridte software installeret, har Volkswagen endnu ikke meldt ud.

/ritzau/