Studerende fra 77 gymnasier nedlægger undervisningen

Skrevet af admin

29/10/2015

Dagens topnyheder

På indtil videre 77 gymnasier landet over har de studerende valgt at nedlægge undervisningen, så de kan tage til København og Aarhus til demonstration mod besparelser på uddannelsesområdet.

Det oplyser Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

De 77 gymnasier tæller samlet i nærheden af 50.000 elever. Selvom det ikke er sikkert, at alle også deltager i demonstrationen, er man stadig meget tilfreds med tilslutningen.

- Det er helt fantastisk. Jeg er meget overvældet, siger forkvinden for DGS, Veronika Schultz, og fortsætter:

- Det er et enormt stærkt signal at sende til Venstre, at der er så mange elever, der er så bekymrede.

Hun fortæller, at de elever der har valgt at nedlægge undervisningen, i øjeblikket symbolsk blokerer lærer- og klasseværelse og har startet elevbaserede workshops med lektiecafé, bannermaling og læserbrevsskrivning.

Torsdag klokken 16 starter demonstrationen, hvor eleverne vil vende deres frustrationer mod regeringens planer om at spare to procent om året på uddannelsesområdet i de næste fire år.

Bag protestaktionerne står Uddannelsesalliancen, der er en sammenslutning af 22 organisationer, heriblandt DGS. Baggrunden for demonstrationen er bekymringen over besparelserne, der skønnes at løbe op i 8,7 milliarder kroner.

- Jeg håber, at Venstre vil tage det seriøst og ikke bare feje det væk, når der er så voldsomme protester. Det ville klæde et regeringsparti at tage ungdommen seriøst, siger Veronika Schultz.

/ritzau/